Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne strand, saadan et
rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og
tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end
ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten,
og have da vore Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i
de tre Aarstider, først mod Vinteren har det sin Søvn, Vinteren er dets
Sovetid, den er dets Nat efter den lange Dag, som kaldes Foraar, Sommer
og Høst.
   Mangen varm Sommerdag havde Døgnfluen dandset rundt om dets Krone,
levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, et Øieblik i stille
Lyksalighed, den lille Skabning paa et af de store friske Egeblade, saa
sagde Træet altid: "Lille Stakkel! kun en eneste Dag er hele dit Liv!
hvor kort dog! det er saa sørgeligt!"
   "Sørgeligt!" svarede da altid Døgnfluen, "hvad mener Du dermed? Alt
er jo saa mageløst lyst, saa varmt og deiligt, og jeg er saa glad!"
   "Men kun een Dag, og saa er Alt forbi!"
   "Forbi!" sagde Døgnfluen. "Hvad er forbi! er ogsaa Du forbi?"
   "Nei, jeg lver maaske Tusinder af dine Dage, og min Dag er hele
Aarstider! Det er Noget saa langt, Du slet ikke kan udregne det!"
   "Nei, for jeg forstaaer Dig ikke! Du har Tusinder af mine Dage, men
jeg har Tusinder af Øieblikke til at være glad og lykkelig i! Holder al
denne Verdens Deilighed op, naar Du døer?"
   "Nei," sagde Træet, "den bliver vist ved længer, uendeligt længer,
end jeg kan tænke det!"
   "Men saa have vi jo lige Meget, kun at vi regne forskjelligt!"
   Og Døgnfluen dandsede og svang sig i Luften, glædede sig ved sine
fine, kunstige Vinger, deres Flor og Fløiel, glædede sig i den varme
Luft, der var saa krydret med Duft fra Kløvermarken og fra Gjerdets
vilde Roser, Hyld og Kaprifolier, ikke at tale om skovmærker, Kodriver
og vilde krusemynter; der var en Duft saa stærk, at Døgnfluen troede at
have en lille Ruus af den. Dagen var lang og deilig, fuld af Glæde og
sød Fornemmelse, og naar saa Solen sank, følte altid den lille Flue sig
saa behagelig træt af al den Lystighed. Vingen vilde ikke længer bære
den og ganske sagte gled den ned paa det bløde, gyngende Græsstraa,
nikkede med Hovedet, som den kan nikke, og sov ind saa gladelig, det
var Døden.
   "Stakkels lille Døgnflue!" sagde Egetræet, "det var dog altfor kort
et Liv!"
   Og hver Sommerdag gjentog sig samme Dands, samme Tale, Svar og
Hensoven; det gjentog sig i hele Slægter af Døgnfluer, og alle vare de
lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vaagen sin Foraarsmorgen,
Sommermiddag og Efteraarsaften, nu var det snart mod Sovetid, dets Nat,
Vinteren vilde komme.
   Allerede sang Stormene: "God Nat, god Nat! der faldt et Blad, der
faldt et Blad! vi plukke, vi plukke! see til at Du kan sove! vi synge
Dig isøvn, vi ruske Dig isøvn, men ikke sandt, det gjør godt i de gamle
Grene! de knage derved af bare Fornøielse! sov sødt, sov sødt! det er
din tre hundrede og fem og tredsindstyvende Nat, egentligt er Du kun en
Aars-Unge! sov sødt! Skyen drysser Snee, det bliver et heelt Lagen, et
luunt Sengetæppe om dine Fødder! sov sødt og drøm behageligt!"
   Og Egetræet stod afklædt alt sin Løv for at gaae til Ro hele den
lange Vinter og i den at drømme mangen Drøm, altid noget Oplevet,
ligesom i Menneskenes Drømme.
   Det havde ogsaa engang været lille, ja, et Agern havde været dets
Vugge; efter Menneske-Regning levede det nu i et fjerde Aarhundred; det
var det største og ypperste Træ i Skoven, med sin Krone ragede det høit
over alle de andre Træer og blev seet langt ude fra Søen, var
Skibsmærke; det tænkte slet ikke paa, hvormange Øine, der søgte det.
Høit oppe o dets grønne Krone byggede Skovduerne, og Gjøgen kukkede
der, og i Efteraaret, naar Bladene saae ud som hamrede Kobberplader,
kom Trækfuglene og hvilede der, før de fløi hen over Søen; men nu var
det Vinter, Træet stod bladløs, man kunde ret see, hvor bugtede og
krogede Grenene strakte sig; Krager og Alliker kom og satte sig
skifteviis der og talte om de strenge Tider, som begyndte, og hvor
svært det var at faae Føden om Vinteren.
   Det var just den hellige Juletid, da drømte Træet sin deiligste
Drøm; den skal vi høre.
   Træet havde tydeligt en Fornemmelse af at det var en festlig Tid,
det syntes at høre rundt om alle Kirke-Klokker ringe, og dertil var det
som paa en deilig Sommerdag, mildt og varmt; det bredte ud saa frisk og
grøn sin mægtige Krone, Solstraalerne spillede mellem Blade og Grene,
Luften var fyldt med Duft af Urter og Buske; brogede Sommerfugle legede
"Tagfat" og Døgnfluerne dandsede, som var Alt kun til for at de skulde
dandse og fornøie sig. Alt, hvad Træet igjennem Aaringer havde oplevet
og seet omkring sig, drog forbi, som i et heelt Fest-Optog. Det saae
fra gammel Tid Riddere og Fruer til Hest, med Fjer i Hatten og med Falk
paa Haand, ride gjennem Skoven; Jagthornet lød og Hundene halsede; det
saae fjendtlige Soldater i blanke Vaaben og brogede Klæder, med Spyd og
Hellebarder, slaae Telt op og atter tage det ned; Vagtilden blussede og
der blev sjunget og sovet under Træets udstrakte Grene; det saae
Kjærestefolk i stille Lykke mødes her i Maaneskin og skære deres Navne,
det første Bogstav, ind i den graagrønne Bark. Cither og Æolsharpe vare
engang, ja der laae Aaringer imellem, hængte op i Egens Grene af
reisende, muntre Svende, nu hang de der igjen, nu klang de der igjen
saa yndelig. Skovduerne kurrede, som vilde de fortælle, hvad Træet
følte derved, og Gjøgen kukkede, hvormangen Sommerdag det skulde leve.
   DA var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de
mindste Rødder og op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet
følte at det strakte sig derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes
der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage
til, det voxede høiere og høiere; Stammen skjød op, der var ingen
Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev fyldigere,
bredte sig, løftede sig, - og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets
Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere,
lige op til den lysende, varme Sol.
   Allerede var det voxet høit op over Skyerne, der som mørke
Trækfugle-Skarer, eller store hvide Svaneflokke droge hen under det.
   Og hvert af Træets Blade kunde see, som havde det Øine at see med;
Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og blanke; hver af dem
blinkede som et Par Øine, saa milde, saa klare; de mindede om
kjendte,kjærlige Øine, Barne-Øine, Kjærestefolks-Øine, naar de mødtes
under Træet.
   Det var et livsaligt Øieblik, saa frydefuldt! og dog, i al den Fryd,
fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de andre Skovens Træer
dernede, alle Buske, Urter og Blomster maatte kunne løfte sig med, føle
og fornemme denne Glands og Glæde. Det mægtige Egetræ i al sin
Herligheds Drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med Alle,
Smaa og Store, og denne Følelse bævede igjennem Grene og Blade, saa
inderligt, saa stærkt som i et Menneskes Bryst.
   Træets Krone bevægede sig som om det søgte og savnede, saae tilbage.
Da fornam det Duft af Skovmærker og snart endnu stærkere Duft af
Kaprifolier og Violer, det troede at kunne høre Gjøgen svare sig.
   Ja, gjennem Skyerne pippede frem Skovens grønne Toppe, det saae
under sig de andre Træer voxede og løftede sig som det; Buske og Urter
skjøde høit i Veiret; enkelte reve sig løs med Rod og fløi hurtigere.
Birken var snarest; som en hvid Lynstraale knittrede dens slanke Stamme
opad, Grenene bølgede som grønne Flor og Faner; den hele Skov-Natur,
selv det brunfjedrede Rør, voxede med, og Fuglene fulgte med og sang,
og paa Straaet, der som et langt, grønt Silkebaand løst flagrede og
fløi, sad Græshoppen og spillede med Vingen paa sit Skinnebeen;
Oldenborrerne brummede og Bierne summede, hver Fugl sang med sit Næb,
Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.
   "Men den lille blaa Blomst ved Vandet, den skulde ogsaa med!" sagde
Egetræet; "og den røde Klokkeblomst! og den lille Gaaseurt!" - ja Egen
vilde have dem Allesammen med!
   "Vi er med! vi er med!" sang og klang det.
   "Men de smukke Skovmærker fra forrige Sommer - og Aaret forud var
her et Flor af Lilieconvaller -! og det vilde Æbletræ, hvor stod det
deiligt - og al den Skovpragt i Aaringer, i mange Aaringer -! havde den
dog levet og blevet til nu, saa havde den dog ogsaa kunnet være med!"
   "Vi er med! vi er med!" sang og klang det endnu høiere oppe, det
syntes, som om de vare fløine foran.
   "Nei, det er altfor utroligt deiligt!" jublede den gamle Eeg. "Jeg
har dem Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er glemt! hvor er dog al
den Lysalighed mulig og tænkelig!"
   "I Guds Himmel er den mulig og tænkelig!" klang det.
   Og Træet, der altid voxede, fornam at dets Rødder løsnede sig fra
Jorden.
   "Det er nu det Allerbedste!" sagde Træet, "nu holder mig ingen
Baand! jeg kan flyve op til det Allerhøieste i Lys og Glands! og alle
Kjære har jeg med! Smaa og Store! Alle med!"
   "Alle!"
   Det var Egetræets Drøm, og medens det drømte gik en voldsom Storm
hen over Hav og Land i den hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger
mod Stranden, Træet knagede, bragede og rykkedes op med Rod, netop idet
det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og
fem og tredsindstyve Aar var nu som en Dag for Døgnfluen.
   Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen lagt sig; alle
Kirkeklokker ringede festlig, og fra hver Skorsteen, selv den mindste
paa Huusmandens Tag, løftede sig røgen blaalig som fra Alteret ved
Druidens Fest, Takkens Offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og paa
et stort Fartøi derude, der i Natten havde vel overstaaet det haarde
Veir, heisedes nu alle Flag, julefestligt og smukt.
   "Træet er borte! Det gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!" sagde
Søfolkene. "Det er faldet i denne Storm-Nat! Hvo skal kunne erstatte
det; det kan Ingen!"
   Saadan Ligtale, kort, men velmeent, fik Træet, der laae udstrakt paa
Sneetæppet ved Stranden; og hen over det klang Psamlesang fra Skibet,
Sangen om Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse i Christo og det
evige Liv:
       "Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
       Halleluja, nu har vi nok,
       Den Fryd er uden Lige!
       Halleluja, Halleluja!"

 saa lød den gamle Psamle, og hver derude paa Skibet løftedes paa sin
Viis ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede sig i sin sidste,
sin deiligste Drøm Julenat.

God jul og godt nytår